NF Nordjyllands historie

Naturistforeningen Nordjylland blev startet i 1997 på initiativ af nordjyske naturister som mener, at der også i Nordjylland er basis, og ikke mindst behov for en permanent naturistcampingplads.
Et af foreningens formål er, at samle nordjyske naturister og med tiden få etableret en naturistcampingplads i landsdelen. I 2006 indgik vi så et samarbejde med Aalborg Camping og Hytteø, der opdelte campingpladsen således, at den ene halvdel er en naturistplads med egen servicebygning og fælles baderum.

Fælles for alle NF-Nordjyllands medlemmer er, at vi betragter nøgenheden som noget naturligt, og nyder friheden ved at solbade og bade uden tøj. Efterhånden finder flere og flere med samme livsindstilling sammen i foreningen. Det er de  som tidligere kun har praktiseret naturismen ved stranden eller på ferier til naturistpladser i det sydlige Europa, eller som har været nødsaget til at køre til de få eksisterende naturistcampingpladser i andre dele af landet for at campere. Vi mener, at med den turisme der er i Nordjylland, og alle de sommer(na)turister vi ser ved badestrandene, vil en permanent naturistcampingplads i Nordjylland være et stort aktiv for landsdelen.

Vi har tidligere afholdt naturist svømning hver lørdag i vinterhalvåret i en svømmehal i Aalborg, men på grund af manglende tilslutning er det indtil videre aflyst. Om sommeren mødes vi på Aalborg naturist campingplads, hvor vi hygger os sammen med andre naturister fra ind og udland, evt. med diverse arrangementer.

Vi hygger os meget i sol og varme, for da trives vi naturister bedst!

Vores definition på naturisme er:

"Naturisme er udtryk for en livsopfattelse,
som tilstræber en harmonisk naturlig balance
mellem det nøgne menneske og den omgivende natur."

vores dejlige campingplads